Boligskat og ejendomsvurdering

Ejendoms oplysninger for boligskat og ejendomsvurdering, i Norddjurs Kommune.

Regulering af grundskyld og ejendomsskat for 2021 til 2023


Fra april 2024 får mange boligejere nye ændrede ejendomsskattebilletter for skatteårene 2021-2023.

Da grundskylden for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderingen for ejerboliger endnu ikke klar.

Derfor er grundskylden for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag.

Nu udsender vurderingsmyndighederne løbende de nye vurderinger pr. 1. januar 2020 til boligejerne.

På den baggrund beregnes den endelige skat på baggrund af 2020-vurderingen af kommunen og grundskylden for 2021, 2022 og 2023 efterreguleres.

Når kommunen har beregnet den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for hvert af skatteårene 2021-2023.

Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget den kan stige hvert år. Da langt de fleste boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld, vil eventuelle stigninger også typisk blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen.

Det betyder, at 2020-vurderingen får begrænset økonomisk betydning for de fleste boligejere.

Sådan beregner vi din grundskyld for årene 2021-2023 (vurderingsportalen.dk)

Det er den aktuelle ejer, der får en eventuel opkrævning eller penge tilbage, når kommunen efterregulerer grundskylden for 2021-2023 på baggrund af 2020-vurderingen.

Vi opfordrer til, at du tjekker købsaftalen, hvis du er ny ejer og har fået en opkrævning fra kommunen på grundskyld for en periode, hvor den tidligere ejer ejede ejendommen.

Det samme gælder tidligere ejer, hvis kommunen har udbetalt overskydende grundskyld til den nye ejer.

Ny ejer efter 1. januar 2021: Efterregulering af grundskyld (vurderingsportalen.dk)

De fleste boligejere vil opleve, at deres ejendomsvurdering bliver højere end tidligere. Men stigende vurderinger skal ikke føre til højere boligskat i overgangen til de nye boligskatteregler. Derfor har Folketinget vedtaget nye skatteregler, der gælder fra 1. januar 2024:

  • Lavere skattesatser betyder lavere boligskat for 4 ud af 5 boligejere.
  • Resten får en varig skatterabat, der beskytter deres boligøkonomi.

Din skattebetaling bliver mere enkel 

Med de nye skatteregler bliver hele din boligskatteopkrævning samlet i staten. Det betyder, at du betaler grundskylden løbende via årsopgørelsen i stedet for at få en opkrævning fra kommunen. Det er ikke en ny skat – bare en ny måde at betale den på. 

Læs mere om de nye boligskatteregler på vurderingsportalen.dk 

Beregning af ejendomsskat

Ejendomsskat (grundskyld) beregnes som en promille af den seneste offentlige ejendomsvurdering. Men inden skatterne beregnes, trækkes 20% fra din vurdering. Der er nemlig vedtaget et såkaldt forsigtighedsprincip, der tager højde for den naturlige usikkerhed, der altid vil være, når man vurderer en ejendom.

Fra 2024-2028 er grundskyldspromillen i Norddjurs Kommune fastsat til 16,8 o/oo. For produktionsjord er den dog fra statens side fastsat til 7,20 o/oo.

Vurdering af fast ejendom foretages af SKAT, Vurderingsstyrelsen. Du kan finde den offentlige ejendomsvurdering på www.vurderingsportalen.dk.

Ejendomsvurderingen bruges til at beregne både ejendomsværdiskat samt ejendomsskat (grundskyld).

Ejendomsværdien anvendes til beregning af din ejendomsværdiskat, og grundværdien anvendes til beregningen af din ejendomsskat. Disse opkræves fra 2024 via din forskudsopgørelse.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til din ejendomsvurdering, skal du kontakte SKAT, Vurderingsstyrelsen på www.vurderingsportalen.dk eller på telefon 72 22 16 16.

Du kan også læse videre på Vurderingsstyrelsens hjemmeside: www.vurdst.dk